LHN påbegyndte 1. januar 2004 opstartsfasen af projektet Landbokvinder som aktive ressourcepersoner i landddistrikterne. Et projektforløb, der blev realiseret i samarbejde med Sønderjysk Landboforening og med Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret som projektleder og –koordinator.
Her følger først en kort beskrivelse af projektets udgangspunkt og målsætning:
Det overordnede formål er ‘at understøtte landbokvinden som en aktiv og vigtig ressource til at sikre en fortsat udvikling af den enkelte bedrift og af landdistrikterne’.
Udgangspunktet er følgende problemstillinger:
Mange landbokvinder, samboende eller gift med landmænd, er via samlivet med landmanden blevet inddraget i et landboliv, der kan vise sig at være væsentligt anderledes og dermed byde på større udfordringer end forventet. De lever et liv som i vid udstrækning er på bedriftens og dermed på mandens præmisser. Et liv, hvor de ofte må påtage sig en blækspruttefunktion for at økonomien, hverdagen og familielivet hænger sammen.
Disse landbokvinder er kulturbærere af den ny tids landbokultur og er dermed potentielle aktører i fremtidens landbokultur – en aktørrolle, der gør dem til en vigtig medspiller i udviklingen af den enkelte bedrift og landdistrikterne.
En vigtig opgave, som Landbokvindeprojektet skal forsøge at løse, er at give landbokvinderne nogle forudsætninger for at opnå en bedre forståelse for gårdens drift og de problemstillinger denne
medfører. Landbokvinden skal derudover gives nogle redskaber, der gør hende bedre i stand til at tackle gårdens problemstillinger og tidligere nævnte blækspruttefunktion på en positiv måde.
Samtidig skal hun gøres bevidst om de ressourcer hun besidder til at – og de muligheder hun har for at – spille en aktiv rolle i bevarelsen og udviklingen af det lokalsamfund, hun lever i.
Disse mål skal opnås med følgende konkrete tiltag:
–En række temamøder målrettede til landbokvinder, hvor aktuelle emner belyses og
bearbejdes med det formål at understøtte landbokvindernes særlige situation.
–Udviklingen af en familiejuridisk rådgivning med henblik på at sikre landbofamilien.
–Dannelsen af erfa-grupper, der kan understøtte landbokvindens særlige situation og sikre en løbende erfaringsudveksling. Der skal oprettes erfa-grupper både med og uden landbrugsfaglig erfaringsudveksling som formål.
–Etableringen af en dialog-hjemmeside for landbokvinder.
Projektforløb
Projektet er delt op i 6 faser:
Fase 1 jan.-31. januar 2004: Projektforberedelse
Fase 2 feb.-april 2004: Forundersøgelse
–Informationsmøde og etablering af udviklingsgrupper med deltagelse af landbokvinder
–En kvalitativ undersøgelse som består af en række interviews af landbokvinder. Denne er nu gennemført. En konklusion på interviewrunden følger.
Fase 3 maj 2004: Vurdering og konklusioner på forundersøgelsen
–Indsamling og bearbejdning
–Vurdering og konklusion
–Opfølgning på forundersøgelsen
Fase 4 jun.-sept. 2004: Udviklingsfase
–Konceptudvikling for landbokvinder
–Etablering af udviklingsnetværk for landbokvinder
–Etablering af hjemmeside for landbokvinder. Hjemmesiden er nu oprettet. Den vil skifte form i løbet af forløbet, så den med tiden vil blive et af de primære kommunikationskilder mellem de involverede parter.
Hjemmesiden skal bruges som kalender og informationskilde. Den skal blive et redskab for de fremtidige erfa-grupper. Den skal være et redskab som den enkelte landbokvinde kan få stor indflydelse på ved aktiv brug.
–Etablering af netværk for rådgivere
Fase 5 sept.2004-sept.2005: Afprøving og justering af nye tiltag
–Markedsføring
–Afprøvning og justering af nye tilbud
Fase 6 okt.-dec.2005: Evaluering og implementering
–Landbokvindernes evaluering
Udviklingsgrupperne og de i projektet besøgte landbokvinder inviteres til at evaluere de udviklede koncepter, information og effekten af netværksdeltagelse, samt forventninger til brugen af tilbudene fremover.
–Foreningers og rådgiveres evaluering
Foreningernes ledelser og rådgivere evaluerer projektforløb, de nyudviklede koncepter, og drøfter den fremtidige indsats for at matche landbokvindernes forventninger til forening og til rådgivning og information.
–Implementering af projektets resultater
Dansk Landbrugsrådgivning, Afdeling for Uddannelse, har ansvaret for at erfaringer og rådgivningskoncepter efterfølgende kan anvendes i resten af amtet og landsdækkende. Foreningerne har ansvaret for videreførelsen af hjemmesider med bl.a. produktblade over servicefaciliteter for landbokvinder.
Projektet blev afsluttet 31.12. 2005