Afgræsning

Den milde vinter, men det lidt kølige forår tyder på, at dyrene ikke kan komme så tidligt på græs, som det så ud til for en uge siden. Men græsset står pænt, og højden er ved at være der til udbinding.

Køerne kan komme ud, når græshøjden er 10 -12 cm. Det er selvfølgelig en forudsætning, at græsmarken kan holde til, at køerne går på græsset, men det vil det kunne i langt de fleste tilfælde, især på lidt ældre marker.

Areal
Ved udbinding kan du normalt regne med et areal på 0,01ha/ko for hver FE, du planlægger, køerne skal optage. Altså, ønsker du en optagelse på 8 FE, skal der være 0,08 ha pr. ko. Dette areal kan du normalt regne med frem til 1. slæt. Når køerne udbindes tidligt, skal du vurdere, om græsset kan holde trit. Køerne må ikke græsse så hårdt i bund, at græshøjden kommer under 6-7 cm i ældre græsmarker og 8-9 cm i nye græsmarker. Derfor kan det være aktuelt at tildele et større areal i begyndelsen. Måske skal hele afgræsningsarealet tildeles fra begyndelsen, hvorefter arealet indskrænkes, efterhånden som græsset kommer i god vækst.  

Højt sukkerindhold og lav strukturværdi
Græsset vil her i starten have et højt sukkerindhold. Det skyldes til dels høj solindstråling og kolde nætter. Derfor vil dyrene i mange tilfælde få tynd mave. Det kan især være et problem for heste. Der er ikke så meget at gøre ved det. Du kan til en vis grad bøde på den lave strukturværdi ved at sætte et bundt halm ud i folden til kvæg og hos heste reducere tiden, de er på græs.

For at undgå problemer ved udbinding af heste, er det vigtigt, at hesten æder godt med strukturrigt foder samtidig med, at indgræsningen begynder. Godt hø eller wrap er det vigtigste foder til heste i denne overgangsperiode.

I det hele taget gælder det om, at hestene er godt mætte i stråfoder, inden de lukkes på græs, så overgangen til græsmarken bliver langsom og glidende for hesten.

 

Vær opmærksom på magnesium/græsforgiftning (kvæg)
Husk lidt ekstra mineraler i starten og især lidt salt til kvæg. Det ekstra salt skyldes det normalt høje kaliumindhold i græsset fra foråret. Kalium er ofte skyld i græsforgiftning og skaber dermed indirekte magnesiummangel. Salt optages lettere i vommen end kalium og er derfor med til at forhindre græsforgiftning.

Der er normalt tilstrækkelig med magnesium i græsset fra naturens hånd – i hvert fald på agerjord!

De sidste år har der været en del tilfælde af græstetani (græsforgiftning) med dødelig udgang. Derfor bør du for en sikkerheds skyld tildele ekstra magnesium ved udbinding, hvis du har den mindste mistanke om, at magnesiumniveauet er lavt. Hvis du ser tegn på græsforgiftning, – usikker og stiv gang, nervøsitet og muskelsitren ved hove og hals, og koen har svært ved at bedømme afstande, skal du især være opmærksom på tildelingen af magnesium.

Vand
Køer har et vandbehov på mellem 75 og 100 l vand pr. dag. Derfor skal karret være afpasset efter antallet af køer. Køer drikker ca. 15 l vand i minuttet og drikker 3-5 gange i døgnet. Derfor må der heller ikke være for langt til truget. Man siger, at der max må være 200 m til et vandtrug, ellers drikker køerne for lidt, og det vil gå ud over mælkeydelsen, eller køerne vil optage for lidt græs. Hvis truget ikke passer til antallet af køer, vil især de lavt rangerende køer ikke få tilstrækkeligt med vand.

Vandbehovet hos heste er omkring 15 l pr. 100 kg hest. Er det varmt, eller arbejder hesten, kan vandbehovet være væsentligt større. Så sørg for, at vandforsyningen er i orden.

Brug afgræsningsprognosen
Afgræsningsprognosen er et værktøj, som er udviklet som hjælp til at styre afgræsningen. Det sker ud fra græssets vækst, temperaturen og vejrudsigten i øvrigt. Prognosen er en stor hjælp til effektivt at styre græssets vækst. Afgræsningsprognosen skal tages med forbehold, når der er tale om afgræsning med heste.

Bemærk, at NEL 20 på 6,5 svarer til ca. 1,1 kg ts/FE efter det gamle system, og altså jo højere NEL 20 jo bedre kvalitet, altså det modsatte som kg/tørstof pr. FE.

Prognosen for konventionel drift finder du her Landbrugsinfo.dk/Kvaeg/Foder

Prognosen for økologisk drift finder du her Landbrugsinfo.dk/Oekologi/Kvaeg

Bemærk, at siderne kræver abonnement LandbrugsInfo.

 


E-mail:

Få vores nyheder direkte i din indbakke!