Har du stedet til et kvælstoffilter i landskabet

Forestil dig, at du hælder et halvt glas grumset vand ned igennem en si. Vandet kommer hurtigt ud på den anden side, og det er hverken mere eller mindre grumset, end da du hældte det ud af glasset. Prøv så at lægge et stykke vat ned i sien: Hæld nu resten af det grumsede vand ned igennem sien. Der går lidt tid, før det kommer igennem vattet, men når det begynder at dryppe lige så langsomt, er vandet renere, end det var i glasset. Det skyldes, at du har lagt et filter ned i sien, der forsinker vandets gennemstrømning og samtidig renser vandet.

Princippet er det samme, når der tales om at reducere kvælstoftabet på vejen fra mark til kyst. Hvis der er lagt filtre ind i landskabet undervejs på vandets rejse, så bliver fosfor og kvælstoftabet mindre, til gavn for vandmiljøet.

Derfor er der stor fokus på at få filtre i landskabet. Et filter kan for eksempel være en sø, en å, et skovområde, en våd eng eller et vådområde. Når vandet bruger længere tid på sin vej fra mark til fjord, omsættes en større del af kvælstofindholdet.

Gratis rådgivning

Der er afsat offentlige midler til at finansiere disse filtre, samt gratis rådgivning til den eller de lodsejere, der skal lægge jord til, udforme projektet og ansøge om økonomisk støtte. Det sker gennem lokale oplandskonsulenter, som er konsulenter, der har viden om landbrug, miljø, natur og en særlig viden om vand i landskabet. De er ansat for offentlige midler, men gennem SEGES, og har som regel til huse på lokale landbrugsrådgivningsvirksomheder. Så deres indsigt i og forståelse for landbruget er stor.

De ideelle arealer

Det er ikke alle steder, man kan opnå lige stor gevinst ved at etablere (eller genetablere) filtre i landskabet. Det ideelle er at finde steder, hvor filtrene har meget stor effekt – og hvor man kan finde store sammenhængende arealer. Så batter det virkelig noget, og det tæller i Danmarks samlede kvælstof-regnskab. Så jo mere landbruget lykkes med at nedbringe kvælstofudvaskningen, jo bedre.

Derfor er oplandskonsulenterne lige nu i gang med at se på muligheder for at etablere eller genetablere filtre i landskabet – også i dit område.

Har du et areal?

Derfor: Hvis du har et areal eller et område, som kunne være oplagt, så giv endelig lyd og få hjælp til at få afklaret om det er en mulighed for støtteordningen. Det kan være et område, som i forvejen har gamle dræn eller er blødt, eller har været et vådområde eller lignende. Oplandskonsulenten er klar til at snakke med dig om mulighederne – og bordet fanger ikke,ved at du henvender dig og får en snak. Det er først, hvis du søger og eventuelt får tilsagn, at myndighederne kommer ind i billedet og en aftale er i stand.

Fra august er det blevet muligt at se direkte på landmand.dk, om der er muligheder på dine arealer. Hvis ikke, kan du altid kontakte oplandskonsulenten. Det er gratis.

 

Hjælper det i min gårds kvælstof-regnskab, at jeg anlægger et filter?

Vådområder, minivådområder og skovrejsning er alle en del af den kollektive indsats. Det vil sige, at den enkelte landmands bidrag indgår i et samlet regnestykke for et større opland. Der er altså ikke en direkte effekt på din gårds kvælstofregnskab lige her og nu. Men for hvert opland er der fastlagt en målsætning for, hvor mange kg kvælstof, der skal hentes med drænvirkemidler inden 2021. Hvis indsatsen ikke lykkes af frivillighedens vej, er det sandsynligt, at der vil blive stillet krav om andre virkemidler.

For de kollektive virkemidler bliver resultatet først opgjort i 2021. Til den tid kan det få stor betydning for den enkelte landmand, om landbruget samlet set kom i mål med den frivillige indsats i det opland, hvor man har sine marker.

 

 

Baggrund

I 2015 blev der indgået et politisk forlig på Christiansborg om Fødevare- og Landbrugspakken. Den betød en normaliseret kvælstofkvote til landbruget. Forliget betød også et politisk krav om, at du som landbrug fra 2019 bliver miljøreguleret efter, hvor meget det lokale vandmiljø kan tåle af kvælstof. Dette er et brud med ens regulering af alle landbrug. Samtidig blev der et krav om, at landbruget frivilligt etablerer filtre i landskabet (naturens egne rensningsanlæg kaldes det også), som kan komme noget af kvælstoffet til livs.

 

Vidste du at:

Kvælstoftabet fra markens rodzone i dag er gennemsnitligt på niveau med udvaskningen i år 1900, hvor landbrugsarealet var lidt større end i dag. Men i dag når mere kvælstof frem til kysten og vandmiljøet end dengang, fordi vi i dag har flere drænede marker og færre vådområder. Dræning er nogle steder en forudsætning for at dyrke jorden, men kvælstof, der udvaskes fra rodzonen, transporteres via drænene direkte ud til vandløbet. Mere end 50 pct. af de danske landbrugsarealer er i dag drænede.

 

Sådan gør du

Tøv ikke med at kontakte oplandskonsulenten på landbocenteret, hvis du er blevet nysgerrig på, om det er en mulighed for dig at få tilskud til at lægge et filter ind på dine arealer. Du kan også læse mere på www.oplandskonsulenterne.dk

 

Få hjælp – gratis og uforpligtende

Kontakt din lokale oplandskonsulent:

Britt Bjerre Paulsen, 74 36 50 79 eller 61 61 79 93

Value cannot be null. Parameter name: mediaItem

Value cannot be null. Parameter name: mediaItem

Få vores nyheder direkte i din indbakke!