Landdistriktsprogrammet: Disse ordninger åbner i efteråret og vinteren 2023

Landbrugerne har allerede søgt og fået tilsagn om 7,6 milliarder kroner fra landdistriktsprogrammet, men der er fortsat penge tilbage i puljen. Se her, hvilke ordninger som åbner i løbet af de kommende tre måneder.

Nyhed fra Landbrugsstyrelsen - lbst.dk

Publiceret 16. oktober 2023

Landdistriktsprogrammet 2014-2022 nærmer sig sin afslutning, og indtil videre har landbrugerne fået tilsagn til projekter for samlet 7,6 milliarder kroner. Der er fortsat midler tilbage i puljen til grønne projekter, og i løbet af de kommende par måneder åbner endnu et par ordninger for ansøgninger.

Disse ordninger er åbne for ansøgninger eller kan snart søges:

Projektmodning af anlæg til grøn bioraffinering – Pulje på 20 millioner kroner fordelt over 2023 og 2024.
Ordningen har til formål at fremme innovation, samarbejde og udbredelse af teknologi til produktion af plantebaserede proteiner i Danmark. Du kan søge om tilskud til udarbejdelse af projektmodningsrapport under denne ordning frem til 1. november. Sidste ansøgningsrunde i denne ordning løber fra 4. juni til 29. august 2024.

Link til ordningen - Projektmodning af anlæg til grøn bioraffinering.

Miljø- og klimateknologi – Pulje på 570 millioner kroner
Formålet med ordningen er at reducere miljø- og klimapåvirkningen fra den primære jordbrugsbedrift og bidrage til en grønnere produktion i både husdyr-, planteavl- og gartnerisektoren. Jordbrugere kan søge om tilskud fra 16. november 2023 frem til 31. januar 2024 til teknologier, som reducerer ammoniakudledning, energiforbruget, pesticidforbruget eller næringsstofforbruget fordelt over flere sektorer og indsatsområder.

Link til ordningen

Minivådområder – Pulje på 211,6 millioner kroner
Formålet med minivådområdeordningen er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstof og fosfor fra markernes drænvand. Tilskud gives til tilskudsberettigede udgifter i form af standardomkostninger, som beregnes på baggrund af arealets størrelse samt en fast grundpris. Derudover er der mulighed for at søge om areal- og vedligeholdelseskompensation. Ansøgningsrunden i denne ordning løber fra 4. september til 3. november 2023 .

Du kan se mere om mulighederne for at søge om tilskud til etablering af minivådområder her:

Link til ordningen - minivådområder.

Privat skovrejsning – Pulje på 135 millioner krone
Formålet med ordningen er at etablere nye skove, der forbedrer vandmiljøet ved at reducere kvælstofudledning. Ordningen har også til formål at beskytte drikkevandsressourcer og endelig at beskytte klimaet ved optag og lagring af kulstof. Tilskud gives for at omlægge landbrugsjord til skov. Private ansøgere får tilskud, som er baseret på standardomkostninger, og kommunale ansøgere får tilskud baseret på referenceomkostninger eller to sammenlignelige tilbud. Ansøgningsrunden i denne ordning åbnede den 3. august 2023 og lukker den 2. november 2023.

Du kan se mere om mulighederne for at søge om tilskud til skovrejsning her:

Link til ordningen - Privat skovrejsning.

Rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning - Pulje på 37,5 millioner kroner
Formålet med ordningen er at beskytte og forbedre naturforholdene ved at skabe flere lysåbne og ekstensivt drevne arealer. Det gøres ved at give tilskud til rydning eller til at hegne og lave investeringer, der er nødvendige for, at et areal kan afgræsses. Tilskuddet til rydningsprojekter gives baseret på to sammenlignelige tilbud. Tilskuddet til forberedelse til afgræsning er baseret på standardomkostninger til private ansøgere og 2 sammenlignelige tilbud for offentlige ansøgere. Ansøgningsrunden løber fra 12. oktober til 12. december 2023.

Du kan læse mere om tilskud til rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning her:

Link til ordningen - Rydning og forberedelse til afgræsning 2023.

Søg om udbetaling inden projektperioden udløber
På nuværende tidspunkt er der mange projekter, som ansøgere har fået tilsagn om tilskud til, der endnu ikke er gennemførte. Det er først, når projekterne er gennemførte, at ansøgerne kan søge om udbetaling af deres tilsagn. Det er vigtigt, at ansøgerne søger om udbetaling inden projektperioden udløber, da det danske landbrugserhverv kun får gavn af de midler, som ansøgerne søger om udbetaling til.

Få vores nyheder direkte i din indbakke!