Arbejdstilsynet sætter fokus på unges ulykker med kvæg i landbruget

Publiceret 4. maj 2021

Unge har stor risiko for at komme alvorligt til skade i arbejdet med kvæg i landbruget. Arbejdstilsynet igangsætter derfor en informationskampagne med fokus på, hvordan man som landmænd kan oplære sine unge landbrugselever, så ulykkerne forebygges.

Selvom koen kan virke uskadelig, er det i virkeligheden et af Danmarks farligste dyr. Ulykker med kvæg er en af de hyppigste årsager til alvorlige ulykker i landbruget – og det er også den ulykkestype, som oftest rammer unge under 18 år.

Arbejdstilsynet igangsætter derfor en ny informationskampagne, der skal udbrede viden om, hvordan man som landmand kan forebygge ulykker med kvæg ved at sikre grundig oplæring af sine landbrugselever. Derudover vil Arbejdstilsynet på tilsynsbesøg have særligt fokus på de unge i landbrug, hvor der er kvæg.

For at hjælpe landmændene i gang med forebyggelsen har Arbejdstilsynet samlet en række gode råd til, hvordan de konkret bærer sig ad med at oplære deres landbrugselever i at håndtere kvæg professionelt. Blandt andet hvordan landmanden kan lære eleven at vurdere omgivelserne og kvægets adfærd, og hvad de skal gøre for at undgå ulykker.

Fakta om unges ulykker i landbruget:

Fra 2017 til 2019 er der registreret 58 arbejdsulykker for unge under 18 år i landbruget.

4 ud af 10 ulykker med unge i landbruget sker i forbindelse med deres arbejde med dyr. Heraf sker halvdelen af ulykkerne ved håndtering af kvæg.

Ulykkerne sker bl.a. ved, at de unge bliver trådt på, sparket, klemt eller løbet ned af kvæg

Unges ulykker med dyr er ofte alvorlige. I 17 procent af tilfældene havde den unge et forventet fravær på mindst 3 uger.

Se hvordan du, som landmand, kan forebygge ulykker HER

Kilde: Arbejdstilsynets tal for anmeldte arbejdsulykker 2017-2019

Fakta om unges ulykker i landbruget

Fra 2017 til 2019 er der registreret 58 arbejdsulykker for unge under 18 år i landbruget.

4 ud af 10 ulykker med unge i landbruget sker i forbindelse med deres arbejde med dyr. Heraf sker halvdelen af ulykkerne ved håndtering af kvæg.

Ulykkerne sker bl.a. ved, at de unge bliver trådt på, sparket, klemt eller løbet ned af kvæg

Unges ulykker med dyr er ofte alvorlige. I 17 procent af tilfældene havde den unge et forventet fravær på mindst 3 uger.

Få vores nyheder direkte i din indbakke!