Coronatest af internationale medarbejdere

Publiceret 27. oktober 2020

Fra den 26. oktober skal en lang række internationale medarbejdere fremvise en negativ corona-test foretaget senest 72 timer før indrejsetidspunktet for at krydse den danske grænse.

Fra mandag d. 26. oktober skulle internationale medarbejdere fra højrisikolande i EU samt karantænelande uden for EU, Schengen og Storbritannien fremvise en negativ corona-test foretaget senest 72 timer før indrejsetidspunktet for at krydse den danske grænse. Det sker som følge af den øgede smittespredning blandt internationale medarbejdere i Danmark.

Kravet om en negativ test gælder ikke for grænsependlere, der dagligt krydser grænsen og for godstransport af hensyn til forsyningssikkerheden. Ifølge EU-lovgivningen er du grænsependler, hvis du arbejder i ét EU-land, men bor i et andet, som du vender tilbage til dagligt eller mindst én gang om ugen.

Andre tiltag og skærpet tilsyn

Derudover arbejder regeringen med flere andre mulige tiltag til begrænsning af smitte, herunder en model, hvor der ud over fremvisning af en negativ test ved grænsen følges op med et krav om test efter 2-4 dages ophold i Danmark.

Desuden vil regeringen gennemføre skærpet tilsyn på arbejdspladser med vandrende arbejdskraft. Det gælder bl.a. landbrug- og skovbrugsområdet samt slagterier. Tilsynsindsatsen vil bl.a. fokusere på boligforhold, hvor arbejdsgivere opfordres til at sikre, at der sker forebyggelse af coronavirus også ved ophold i boligen.

Faktaark – flere sprog

Indtil da har L&F i samarbejde med bl.a. SEGES, GLS-A og 3F udarbejde flere faktaark og et idekatalog om, hvordan man kan begrænse smitte med coronavirus på arbejdspladser i landbrugs- og fødevaresektoren. Materialet kan findes på BAU Jord til Bord og er oversat til engelsk, polsk, rumænsk, litauisk og ukrainsk.

Materialet kan findes på BAU Jord til Bord og er oversat til engelsk, polsk, rumænsk, litauisk og ukrainsk.

For yderligere information om regeringens tiltag henvises til faktaark på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Øvrige opfordringer

Regeringen opfordrer til brug af mundbind i forbindelse med al samtransport med deltagelse af mere end to personer, hvor transporten er arbejdsrelateret. Dette gælder også transport til og fra arbejde.

Der opfordres desuden til, at arbejdsgivere, hvor der er internationale medarbejdere på arbejdspladsen, skal organisere og fordele arbejdet, så det løses i mindre grupper, hvor det er de samme 5-10 personer, som arbejder og holder pause sammen. 

Har du spørgsmål til ovenstående, så kontakt LHN HR og Lønservice på tlf. 7364 3000

Få vores nyheder direkte i din indbakke!