Fødevarerådgiver skal få flere lokale fødevarer på butikshylderne

Publiceret 10. juni 2021

Kis Thy er ansat som ny fødevarerådgiver i det sønderjyske afsætningsnetværk. Hendes opgave bliver at hjælpe små fødevareproducenter, så flere sønderjyske fødevarer gennem specialiseret afsætningsrådgivning kommer bredere ud i detailhandlen samt foodservice.

I Kis har vi fundet den helt rigtige rådgiver som med en bred erfaring og stort drive kan hjælpe de mange sønderjyske mikroproducenter (fødevareproducenter med få ansatte), der producerer fødevarer af høj kvalitet, men som har brug for specialiseret og faglig rådgivning til at komme bredere ud, udtaler Jesper Fuglsang, chefkonsulent fra UdviklingsRåd Sønderjylland.

Partnerkredsen bag det sønderjyske afsætningsnetværk består af: Business Aabenraa, Sønderborg Vækstråd, Tønder Erhvervsråd, Haderslev Erhvervsråd, landboforeningen LHN, Sønderjyske Fristelser og UdviklingsRåd Sønderjylland (URS).

Kis Thys opgave bliver at bruge hendes viden, erfaring og kompetencer, til at give afsætningsskabende rådgivning til landsdelens fødevareproducenter.

Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme ud dialog med de mange fødevareproducenter i Sønderjylland. Der er et stort potentiale hos mange af producenterne, men der mangler en hjælpende hånd til at få det forløst. Den indsats vil jeg gerne bidrage med, fortæller Kis Thy.

Målsætning med afsætningsnetværket er på kort sigt at gennemføre 15-20 målrettede rådgivningsforløb og skabe en samlet omsætningsvækst på 5 millioner kr. Afsætningsnetværket er støttet med 250.000 kr. i alt fra LAG Sønderborg-Aabenraa og LAG Haderslev-Tønder samt medfinansiering fra partnerkredsen.

For yderligere oplysninger kontakt Kis Thy på 2330 6059 eller KT@soenderjylland.dk.

 

Du kan læse meget mere om Kis Thy og mulighederne i det sønderjyske afsætningsnetværk i den nyeste udgave af LHN Magasinet, som udkommer lørdag den 12. juni. Du kan allerede nu læse magasinet online her

Få vores nyheder direkte i din indbakke!