Hobbyvirksomhed eller erhvervsvirksomhed

Har man en virksomhed/et mindre landbrug, der i en længere årrække har genereret underskud, bør man være opmærksom på risikoen for, at Skattestyrelsen vurderer, at der er tale om ikkeerhvervsmæssig virksomhed.

En ikke-erhvervsmæssig virksomhed – en hobbyvirksomhed – kan ikke trække underskud fra i årets anden indkomst eller fremføre dette til modregning i efterfølgende års indkomst. Underskuddet anses reelt for at være et udtryk for et privatforbrug, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Hvis Skattestyrelsen vurderer at du driver hobbyvirksomhed, kan den ændre din skatteansættelse 3 år tilbage, hvilket kan betyde store restskatter og dermed få store økonomiske konsekvenser for dig og din virksomhed.

Afgørelsen af om der er tale om en selvstændig erhvervsvirksomhed eller ikke er dog en individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde og afhænger af forskellige faktorer. Det er derfor vigtigt løbende at have en drøftelse af problematikken med sin rådgiver.


E-mail:

Få vores nyheder direkte i din indbakke!