Kompensation for faste omkostninger – gør din ansøgning klar nu

Erhvervsstyrelsen forventer at åbne for virksomheders ansøgninger om kompensation for faste omkostninger på Virksomhedsguiden.dk onsdag den 8. april. Derfor opfordrer erhvervsminister Simon Kollerup de danske virksomheder til at begynde at forberede ansøgningerne allerede nu.

For at en virksomhed kan søge kompensation for sine faste omkostninger er det nemlig et krav, at en revisor påtegner en opgørelse over faste omkostninger, der skal indsendes digitalt til Erhvervsstyrelsen.

Virksomheder, der ønsker at benytte ordningen, bør derfor begynde at forberede deres ansøgninger allerede i dag, så pengene så hurtigt som muligt kan komme ud i virksomhederne at arbejde, lyder nu altså opfordringen fra regeringen.

Som virksomhed kan du ansøge om kompensation for en andel af din virksomheds faste omkostninger.

Ordningen dækker i perioden fra og med 9. marts til og med 8. juni 2020 en andel af din virksomheds faste omkostninger til fx afskrivninger, husleje, anden leje og leasing samt renteomkostninger.

Ordningen er for virksomheder, der har faste omkostninger for mindst 25.000 kr. i perioden fra og med 9. marts til og med 8. juni 2020, og derudover

  • forventer et fald i omsætningen på mindst 40 % i hele perioden, eller
  • i en periode har haft forbud mod at holde åbent og ikke har haft omsætning i hele denne periode

Du kan få kompensationen for op til 80 % af de faste omkostninger i din virksomhed. Hvis din virksomhed i en periode har haft forbud mod at holde åbent, og ikke har haft en omsætning i hele perioden, kan du dog få kompensation for alle din virksomheds faste omkostninger i perioden, hvor du ikke har kunnet holde åbent.

Som del af din ansøgning skal du opgøre det forventede fald i omsætningen i din virksomhed samt din virksomheds forventede faste omkostninger for perioden fra og med 9. marts til og med 8. juni 2020.

For at kunne søge om kompensation for din virksomheds faste omkostninger, skal du have udarbejdet en erklæring fra en uafhængig godkendt revisor på, at du har opgjort omsætning og faste omkostninger korrekt. Derfor er det vigtigt, at du kontakter og indgår aftale med en uafhængig godkendt revisor i god tid, inden du tænker at indsende din ansøgning.

Du skal være opmærksom på, at du kan blive pålagt at betale hele eller dele af kompensationen tilbage, hvis det efterfølgende viser sig, at din omsætning ikke er faldet så meget, som du har oplyst om ved ansøgning. 

Du skal selv søge om kompensationen på Virksomhedsguiden.dk eller du kan få din skatterådgiver eller revisor til at hjælpe dig. Hos LHN er vi klar til at hjælpe dig med spørgsmål og med din ansøgning.

Kontakt skatterådgiver og reg. revisor Carsten Schmidt på tlf. 7364 2909 eller cas@lhn.dk

 

Carsten Schmidt

Carsten Schmidt
Registreret revisor, Skatterådgiver, Teamkoordinator Team LHN Erhverv

Dir. tlf.: 73642909
Mob.: 40424904
E-mail: cas@lhn.dk

Få vores nyheder direkte i din indbakke!