Krønike om fællesdyrskuets historie gennem 60 år

Torben Ølholm med Fem tidligere formænd for Det Sønderjyske Fællesdyrskue og en nuværende.

Nu er de store sønderjyske fællesdyrskuers historie blevet skrevet. Den 2. juli 1937 åbnede man i Aabenraa med stor succes det første dyrskue og i året 2019 var det blevet til 60 dyrskuer.

I anledning af årets 60. udgave af Det Sønderjyske Fællesdyrskue har dyrskuets bestyrelse udgivet jubilæumsbogen, ”Muuh - En krønike over 82 år med 60 Sønderjyske fællesdyrskuer”.

Det vil vi gerne fejre og inviterer derfor vores medlemmer til en hyggelig eftermiddag med gløgg og sprøde æbleskiver i selskab med bogens forfatter Torben Ølholm.

Onsdag den 18. december klokken 14.30 til 16.00 hos LHN, Industriparken 1, 6360 Tinglev.

Krøniken fortæller ikke alene om dyrskuerne. Den beretter i kort form også om, hvad der skete i Danmark og verden gennem de 82 år med de 60 skuer. Man møder undervejs en række markante sønderjyske landmænd og mange små fortællinger er vævet ind i den store historie. 

Torben Ølholm præsenterer bogen, som er et historisk tilbageblik gennem de sidste 82 år. Med billeder og tekst skildrer den dyrskuets aktiviteter, udstillingsvinduet for landbruget og mødestedet mellem land og by.

Gennem mange år kunne man finde Torben Ølholm aktiv på skuerne som radiojournalist, hvor han sendte live og han har gennem 36 år været journalist og studievært ved DRP4/Syd i Aabenraa.

Fem tidligere formænd for Det Sønderjyske Fællesdyrskue og en nuværende. Fra venstre Jørgen Popp Petersen (nuværende) Thomas Lauritsen, Gert Karkov, Arne Kindberg, Tøge Tychsen og Thorkild Dahl Nielsen.

Det sønderjyske Landbrugsråd står bag udgivelsen af bogen. Formand Jørgen Popp Petersen oplyser, at man med tiden vil man kunne finde den på bibliotekerne.

De sønderjyske landboforeninger har også bidraget til bogen med et historisk tilbageblik for tiden gennem de sidste mange år. Er du medlem og til gløgg med sprøde æbleskiver, så mød op i godt selskab og få en tidlig julegave i form af denne bog.

Tilmeld dig til LHN på tlf.: 73 64 30 00 eller på mail: lhn@lhn.dk senest mandag den 16. december klokken 12.00

Arrangementet koster ikke en klejne


E-mail:

Få vores nyheder direkte i din indbakke!