Mød LHN’s assistent i Ejendom & Jura, Heike Gehrt

Hvor godt kender du egentlig vores nye assistent, Heike Gehrt? Heike arbejder med sagsoprettelse, bogføring, statistikker, arkivering i Ejendom & Jura og afløser i receptionen. Men hvem er hun egentlig, og hvordan endte hun hos LHN?

Læs lidt om Heike Gehrt, hendes fritidsinteresser og selvfølgelig om hendes arbejde her hos LHN.

Heike kender LHN fra tidligere, da hun tilbage i 1988 var ansat som kontorassistent i 6 år og selvom meget har ændret sig frem til oktober 2020, hvor hun blev ansat som assistent i LHN Ejendom & Jura, så er omgangstone og det kollegiale som at komme hjem igen.

”Jeg er blevet taget rigtig godt imod og det er dejligt at være en del af LHN igen. Det er en spændende og afvekslende funktion jeg nu har i LHN-huset, hvor jeg arbejder med administrative opgaver som f.eks. arkivering, statistikker, oprettelse af sager, renskrivning og bogføring og så kan man træffe mig som afløser i receptionen”, fortæller Heike.

”Jeg er uddannet ved Teknisk forvaltning i Tinglev og under uddannelsen skulle der være rejsegilde for LHN-huset. Jeg kan huske, at jeg serverede pøser og jeg ved, at der er lagt et vandtæt rør ned i fundamentet, som indeholder en tegning over huset, så det er faktisk også lidt mit hus”, siger Heike og griner.

Heike har tidligere været ansat  i 15 år hos Ravstedhus som sælger indenfor guldsmedbranchen og var samtidig ansvarlig for diverse kurser, messedeltagelse og bogføring. Udover at passe fuldtidsjobbet her, har hun altid interesseret sig for dans og har undervist i både latin- og standarddans og så har hun været zumbainstruktør i 5 år. Musikken har altid fyldt meget for Heike.

”I min fritid har jeg altid en radio tændt og skal jeg gå en tur, så er det med musik i ørerne. Det der fitness, crossfit eller løb er slet ikke mig – jeg vil bare danse og musikken betyder rigtig meget for mig”, siger Heike.

Heike har lopper, men ikke af den stikkende slags; nej hun har en stand i Aabenraa, hvorfra der sælges gode lopper og som hun selv siger, så er smid-væk mentaliteten ikke særlig godt og hun er derfor glad for, at mange har fået øjnene op for de gode brugte sager, man i dag kan købe i genbrugsbutikkerne.

”Jeg kan lide at besøge genbrugsbutikker og er glad for, at især ungdommen er gode gæster. For mig er det spændingen om at finde det helt rigtige, men jeg er måske ikke den bedste købmand, fordi der er tit mere i indkøbskurven end jeg får langet over disken i min egen lille biks”, fortæller Heike og smiler.

Heike er 52 år og bor i Tønder. Hun har 2 voksne børn og barnebarnet Albert på 5½ år, som hun tit får besøg af.

”Jeg har nu været her hos LHN i 3 måneder og jeg nyder min blækspruttefunktion og så er jeg glad for vores gode kollegiale fællesskab og den måde vi altid kan hjælpe hinanden på”, afslutter Heike.

Faglige kompetencer

Administrative opgaver

Bogføring

Reception

Uddannelse

Kontorassistent ved Teknisk Forvaltning, Tinglev


E-mail:

Få vores nyheder direkte i din indbakke!