Mød LHN’s regnskabsassistent Mette Timmermann Marcussen

Publiceret 14. januar 2021

Hvor godt kender du egentlig din regnskabsassistent? Mette Timmermann Marcussen laver regnskabsafslutning og arbejder i både Ø90 og med Summax. Men hvem er Mette egentlig, og hvordan endte hun hos LHN? Læs lidt om hendes  fritidsinteresser og selvfølgelig om hendes arbejde her hos LHN.

Havde man spurgt Mette i hendes barndomsår, hvad hun skulle være, når hun blev stor, så var det i hvert fald ikke noget med kontor. Som 7-årig var hun af og til med mor på arbejde og på disse ”arbejdsdage” fik hun lov til at stemple kuverter. Ikke det mest sjove og Mette var dengang sikker på, at hun skulle være dyrlæge og arbejde med heste.

Men sådan gik det ikke helt, også selvom interessen for hesten holdt. Efter endt studentertid og en efterfølgende HH-eksamen, blev ilden tændt og nu var det tal, regnskab, moms og kontering, der betød noget.

Mette blev uddannet revisorassistent og fik derefter job som farmsekretær for flere større landbrug. Senere blev hun ansat som regnskabsassistent ved et par landboforeninger, men hun ville prøve noget andet med mulighed for nedsat tid. Det havde været en periode med barsel for de 2 første piger og desværre også en diskusprolaps i ryggen. Savnet af kunder, trangen til at arbejde med tal og det at have kolleger betød så meget, at hun uopfordret søgte et flexjob ved LHN.

”Jeg ville bare have den stilling, for jeg kunne mærke, at LHN passede til mig og modsat - det skulle jeg så bare også få dem overbevist om, så jeg mødte fysisk op med min ansøgning. Gav firmaet 4 dage og herefter ville jeg ringe dem op og aftale en tid til samtale. Normalt drikker jeg slet ikke kaffe, men er en 100 procent Pepsi Max’er og det blev ikke serveret til jobsamtalen, men derimod en kop sort kaffe. Jeg ville så meget have det job, så jeg drak den”, fortæller Mette, som blev ringet op dagen efter og ansat som regnskabsassistent med 13 timer om ugen.

”Jeg var selvfølgelig lidt nervøs for, hvordan mine kolleger ville tackle, at jeg kun kunne arbejde13 timer om ugen, men der var accept hele vejen rundt og jeg følte mig velkommen fra første dag og sammen med én af mine fantastiske kolleger; nemlig Hildegart, blev jeg sat ind i sagerne og endelig kom jeg i gang med mine første kunder”, siger Mette.

Mette er 38 år og bor sammen med sin mand og tre piger på et deltidslandbrug ved Sønderborg. Hun har en stor passion for musik og pigerne på hhv. 9 og 10 spiller guitar og klaver, hvorimod den mindste på 3½ år kun spiller fandango, men det gør hun til gengæld godt, fortæller moren med smil i øjet. Mette kan også synge, hvad vi alle fik at høre på det første personalemøde hun deltog i. Møderne altid starter altid med en sang og fra første strofe vendte vi os mod Mette og glemte næsten alle at synge med.

I fritiden passes der heste og høns på bedriften og begge dele med stor interesse. Mette har altid været glad for heste og har redet både dressur og ringridning. Nu satses der på avl af Haflinger ponyer, som er én af de større ponytyper. ”Min mand er en rigtig bonderøvs-type og kan lave alting selv og han har derfor også ombygget den gamle kostald til mine heste”, fortæller Mette.

”Jeg har været ansat ved LHN i 2 år og er virkelig glad for mit job og mine kolleger. Vi har et rigtig godt samarbejde, hvor alle er lige vigtige. Jeg trives hos LHN og synes min  store interesse for landbruget og for det regnskabsmæssige passer så fint sammen”, siger Mette.

Faglige kompetencer

Kontering

Regnskabsafslutning

Uddannelse

Regnskabsassistent

Mette Timmermann Marcussen

Mette Timmermann Marcussen
Regnskabsassistent

Dir. tlf.: 73642939
E-mail: mtm@lhn.dk

Få vores nyheder direkte i din indbakke!