Mød LHN’s regnskabsassistent Tove Kruse-Jessen

Publiceret 29. oktober 2020

Hvor godt kender du egentlig din regnskabsassistent? Tove laver lønservice for vores kunder, konterer bilag, laver regnskabsafslutning og arbejder i både Ø90 og med Summax. En medarbejder med stor erfaring, men hvem er hun egentlig, og hvordan endte hun hos LHN?

Læs lidt om Tove Kruse-Jessen, hendes  fritidsinteresser og selvfølgelig om hendes arbejde her hos LHN.

Tove er fra landet og lærte meget tidlig at hjælpe til på husmandsstedet, som havde både køer, svin, høns, en hest og planteavl, så der er hakket rækkevis af roer og kørt mange halmlæs hjem i ferier og efter skoletid. ”Det var nu en god tid, fordi man gjorde bare tingene sammen, men jeg ville arbejde med tal og efter endt skolegang, fik jeg min kontoruddannelse”, fortæller Tove.

Efter 7 år på kontoret hos en tømmerhandel og dernæst 20 år ved SKAT, blev Tove ansat hos LHN i 2006 og det blev en noget anden ”stol” hun kom til at sidde i. Fra at være kontrolinstans skulle hun nu lave årsrapporter og skatteregnskaber helt fra bunden, hvor der startes med en stor bunke bilag, som først skal konteres for så derefter at lave momsopgørelserne og regnskabet. En spændende og lærerig opgave, hvor hun fik sine egne kunder og dermed også et tættere forhold til kunden.

Tove faldt hurtig til i LHN-huset og som hun selv udtrykker det, så var der altid stor kollegial opbakning til en nyansat og alle hjalp til, hvilket betød, at hun senere også blev lønserviceassistent for vores kunder. Et job der kræver, at man er opdateret på viden som f.eks. sygedagpenge, barselsregler og ferieloven.

Der er travlt på kontoret og især omkring de forskellige deadlines. Derfor sidder Tove og hendes kolleger også fra januar til juli og har meget travlt med at få gjort alle årsregnskaber klar samtidig med, at momsindberetningerne skal være færdige til tiden. ”Kend dine kunder, start i god tid og vær forberedt, så får du næsten altid bilag ind i den rækkefølge, de skal bruges. Ellers rykker jeg for dem og gør det med et smil”, siger Tove.

Tove er vild med idræt og når man spørger hende, hvad den bedste oplevelse har været, svarer hun uden at blinke, at det var cykelturen til Aarhus, som hun brugte 12 timer til. ”Udfordringer er godt og derfor både løber og cykler jeg, hvis jeg altså ikke lige er til crossfit eller i svømmehallen” fortæller Tove. Man bliver jo helt stakåndet, men Tove fortsætter; ”Jeg har også min køkkenhave og jeg elsker at få tingene til at gro, så vi kan være næsten selvforsynende med grønsager”, fortæller Tove.

Tove er 60 år og bor i Tinglev. Hun er gift med Peter og de har 2 voksne børn og barnebarnet Carl på 2 år, som elsker at besøge sin farmor og farfar og mon ikke både cykler og løbesko lægges til side, når tumlingen træder ind ad døren. ”Det er herligt at være farmor og farfar, fordi vi bare kan nyde tiden med Carl uden at skulle tænke på alt det praktiske, man som forældre skal gøre”, fortæller Tove.

”Jeg har været ansat siden 2006 og det er vigtigt for mig, at kunderne altid får den bedste rådgivning. Jeg kan lide mit job, fordi vi altid står sammen som en gruppe, når vi er presset på tid og det gør, at vi er gode til at hjælpe hinanden”, fortæller Tove.

Faglige kompetencer

Kontering

Regnskabsafslutning

Momsopgørelse

Lønservice

Uddannelse

Regnskabsassistent

Tove Kruse-Jessen

Tove Kruse-Jessen
Regnskabsassistent, Lønserviceassistent

Dir. tlf.: 73642905
E-mail: tkj@lhn.dk

Få vores nyheder direkte i din indbakke!