Næstformand Christian Kock stiller op til formandsposten

Publiceret 8. marts 2021

I forbindelse med LHN’s generalforsamling, som afholdes online mandag den 22. marts, foreslår LHN’s bestyrelse Christian Kock til posten som ny formand. Christian har siddet i LHN’s bestyrelse siden 2009 og har været næstformand siden 2016. Christian sidder i bestyrelsen for LHN’s kredsforening Haderslev og er sendt ind i LHN’s bestyrelse som deres repræsentant. 

Christian er gift med Mette, der er lægesekretær i Toftlund. De har fire børn i alderen 14 til 24 år, hvoraf en af dem er uddannet faglært landmand.

Christian er 3. generation på ejendommen Stenbjerggård ved Christiansfeld. Han overtog i 2003 bedriften med omkring 100 køer i stalden og tilhørende 76 ha jord. I dag huser bedriften 500 økologiske køer plus opdræt, 8 ansatte og der drives 240 ha egen jord plus forpagtninger.

Om det at drive landbrug og være landmand siger Christian: ”Ledelse og dygtighed er vigtig og man behøver ikke altid at have de nyeste gadgets. Det er grundviden og erfaring der tæller. Det bedste ved at være landmand er at kunne formidle min viden og begejstring til mine ansatte og børn. Præcis som min Papa har gjort det til mig”.

Om at stille op til formandsposten i LHN siger han: ”Nu har jeg været med i bestyrelsesarbejdet i LHN i godt et årti. Det har været nogle spændende og lærerige år under Jørgen Popp Petersen, hvor vi har arbejdet med og kæmpet for en række vigtige politiske indsatsområder. Min post som næstformand har igennem de sidste 5 år givet mig en masse med i rygsækken, så jeg føler bestemt, at jeg er klar til den nye spændende udfordring det ville være at bestride formandsposten hos LHN.  

Som bestyrelse har vi en forpligtigelse til at varetage LHN’s medlemmers interesse på bedste vis og kæmpe for deres sag. Vi har et rådgivningshus, som skal drive en sund forretning, som skal følge med tiden og altid lave det som huset er god til. Og vi har nogle dygtige ansatte, som vi skal udvikle, give vores opbakning og passe godt på.

Det arbejde har jeg lysten og energien til at stå i spidsen for og derfor stiller jeg op til formandsposten på LHN’s generalforsamling den 22. marts”.

Christian Kock

Christian Kock

Christian Kock
Formand, Bjerndrup Landevej 15, 6070 Christiansfeld. Bestyrelsesmedlem LHN Fonden, repræsentant Grønt Råd Sønderborg, Repræsentant Kommunenetværk Haderslev og TvSyds Repræsentantskab

Dir. tlf.: 74568330
Mob.: 40778680
E-mail: ckock@lhn.dk

Få vores nyheder direkte i din indbakke!