Nyeste krav til bremser på traktorer, vogne og redskaber

Publiceret 16. juni 2021

I 2003 fik de første europæiske traktorer typeskilte og efterfølgende er alle monteret med typeskilt.

Typeskiltet sidder typisk på højre side og viser den tilladte totalvægt og max belastning af henholdsvis for- og bagaksel. Særligt på bagakslen kan max belastningen overskrides med en plov eller et såsæt.

Det er vigtigt at vide, at når en traktor er udstyret med typeskilt, så gælder den ”gamle” regel ikke længere. Reglen krævede at mindst 50 % af den samlede vægt skal ligge på de bremsende hjul.

På det viste eksempel står der i det øverste af de fire nederste felter 3500 kg. Det er altså den største tilladte vægt på vogn eller redskab, som traktoren må køre med uden bremser.

Det betyder, at der skal være bremser på trailersprøjten, kreaturvognen, den bugserede såmaskine og rigtig mange andre påhængskøretøjer, som vi ikke plejer at have bremser på.

Krav til bremser:

Bremserne på det enkelte påhængskøretøj skal kunne levere en bremsekraft på 30 % af den tilladte totalvægt og skævbremsning må ikke overstige 30 %. Mangel på bremsekraft skyldes de fleste gange manglende smøring og justering.

Kommende krav:

Fra 1. januar 2022 skal alle nye påhængskøretøjer leveres med to-kreds bremser.

Fra 1. januar 2025 skal alle nye traktorer leveres kun med to-kreds bremsesystem.

Valg af bremsesystem:

Når der skal vælges to-kreds bremsesystem, er det helt oplagt at vælge luft-bremser. Det er en kendt og afprøvet teknologi og sammenlignet med de to-kreds hydrauliske bremser, der er testet, er luft-bremserne meget billigere at vedligeholde.

Meget vigtigt:

Manglende sammenkobling af bremsepedaler skaber farlige situationer og en eventuelt efterspændt vogn/påhængsredskab bremser ikke!

Ved kontrol koster det en bøde, ved nedsat bremsekraft, mens manglende eller ikke tilkoblet bremser kan give frakendelse af kørekort.

Kilde: Erik Nissen, Maskinkonsulent - Mobil  6155 7095

Erik Nissen

Maskinkonsulent - Mobil 6155 7095

Få vores nyheder direkte i din indbakke!