Afgørelse fra Vestre Landsret kan koste landmænd dyrt

Hvis en landmand stiller sin ret til EU-støtte, betalingsrettighed, som sikkerhed over for en långiver, skal pantet nu tinglyses. Det har Vestre Landsret afgjort. Det vil kunne udløse ekstra udgifter til landmændene på op til 23 mio. kr. Landbrug & Fødevarer arbejder for at finde en løsning.

 

Af Charlotte Bigum Lynæs, chefjurist i Landbrug & Fødevarer

 

Vestre Landsret har den 7. juli 2017 afsagt kendelse i en sag om pant i EU-betalingsrettigheder. Ifølge kendelsen er den korrekte måde at sikre pant i EU-betalingsrettigheder at foretage en tinglysning.

 

Det betyder, at hvis en landmand bruger sin ret til EU-støtte, betalingsrettigheder, som sikkerhed over for en långiver, så er det ikke længere nok, at give Landbrugsstyrelsen besked om, at der er noteret pant i betalingsrettighederne.

Den nye praksis risikerer at koste landmændene dyrt, da tinglysningsafgiften er væsentligt højere, end det gebyr landmændene hidtil har betalt til Landbrugsstyrelsen, for at få pantsætningen registreret.

 

SEGES har beregnet, at hvis der fremover skal ske tinglysning, så vil det kunne udløse ekstraomkostninger til landmændene på op til 23 mio. kr.

 

Landbrug & Fødevarer er i tæt dialog med Landbrugsstyrelsen for at finde en løsning, der sparer landmændene for de ekstra udgifter, som kravet om tinglysning vil give dem.

 

Landbrug & Fødevarer så gerne, at underretning til Landbrugsstyrelsen fortsat ville kunne være tilstrækkelig sikring. Modellen med underretning til styrelsen var simpel og pragmatisk, og har fungeret fint. Derfor arbejder Landbrug & Fødevarer nu for at finde en tilfredsstillende løsning.

 

Kendelsen betyder desuden, at alle nuværende pantsætninger ikke har den rette sikring. Om de bør tinglyses er pt. uafklaret, men det har Landbrug & Fødevarer også fokus på.

 

Baggrunden for Vestre Landsrets kendelse er, at landsretten nåede frem til, at en betalingsrettighed er et immaterielt formueaktiv og ikke en simpel fordring, som Landbrugstyrelsen hidtil har antaget. Betalingsrettigheden har ingen skyldner og er i realiteten en meddelelse om, at en landmand er berettiget til at søge om støtte og legitimeret til at modtage denne. Derfor skal pantsætning af betalingsrettigheder tinglyses efter reglerne om underpant i løsøre i Tinglysningsloven.

 

Charlotte Bigum Lynæs

Få vores nyheder direkte i din indbakke!