Mød LHN’s ejendomsrådgiver Inger Aagaard

Du møder hende i telefonen, hvor I måske har snakket ejendomshandel, kontrakter eller noget helt tredje, men hvem er hun egentlig og hvordan endte hun hos LHN? Læs om Inger, hendes fritidsinteresser og selvfølgelig om hendes arbejde her hos LHN.

Inger kommer fra en kvægejendom hvor hun ofte malkede køerne og kørte lidt traktor. Hun ville faktisk gerne have været landmand, men tilbage i 80’erne var det bare ikke muligt og Ingers far anbefalede hende bestemt, men kærligt at gå en anden vej. Så efter endt 10 klasse valgte hun 3 år på handelsskolen.

Det er nu 19 år siden, at Inger blev kontaktet af LHN, som gerne ville have hende fastansat i afdelingen Ejendom & Jura. Hun havde på det tidspunkt allerede arbejdet med faget ved flere forskellige mæglerforretninger, som gav hende et godt og alsidigt uddannelsesforløb. En rigtig god bagage som også resulterede i flere jura kurser og senere ansættelse ved andre landboforeninger, hvor LHN dog trak det længste strå til sidst.

I dag sidder Inger som ejendomsrådgiver og arbejder b.la. med forpagtningskontrakter, dødsboer, fremtidsfuldmagt, ejendomshandler og meget meget mere, så dagen får lynhurtigt ben at gå på. ”Jeg keder mig aldrig. Ingen opgaver er ens og alle opgaver skal have sin egen løsning”, fortæller Inger.

”Jeg har travlt og jeg aner simpelthen ikke, hvor dagen bliver af, men det er jo kun godt og jeg er glad for alle mine kunder; nye som gamle. Jeg får snakket meget i telefon og der er er lange og indviklede snakke, som ofte resulterer i et møde, og så er der de små hyggelige, hvor en kunde siger til mig, at han nu snart ikke har flere sager, så telefonsnakke bliver der desværre nok ikke så mange af. Jeg svarer ham, at han altid er velkommen til at ringe og at vi da kan tage en snak om en fremtidsfuldmagt”, fortæller Inger.

Inger sidder i bestyrelsen for LHN’s meget aktive personaleforening og har gjort det i næsten hele sin tid hos LHN, de sidste mange år som formand, men det er ikke kun på jobbet, at der er travlt. Hun får også brugt sin fritid med løb, hvor et par halv maratoner er i hus. Hun fik kajakbevis for to år siden og nyder at sidde i sin egen kajak, hvor fugleliv og naturen nydes. Inger elsker musik og når hun ikke besøger Rock under Broen eller Grøn Koncert, er hun frivillig på Tønder Festival. Inger er også havemenneske og hun dyrker bl.a. krydderurter og eksperimenterer med diverse kryddersnapse og så kan hun lide at sy sit eget tøj.

Inger er 51 år og har 4 sønner i alderen 16 til 24 år, som altid er glade for et besøg hos mor, hvor den ofte står på en solid menu og helst med god tyk sauce. ”Jeg har aldrig madrester for de ryger med i deres madpakker og det samme gælder for mine nybagte boller”, siger hun og smiler.

Ejendom- og jura området spænder vidt. Der er mange ting, man skal kunne holde styr på og derfor skal der også bruges tid på kurser og efteruddannelse. ”Det er så vigtigt for mig at være opdateret på mit felt, så jeg kan aflevere et stykke arbejde, som kunden er tilfreds med. Det allerbedste er når en tidligere kunde ringer og kan bruge mig til en ny opgave. Så har jeg da ikke ramt helt ved siden af i den første”, siger Inger og smiler.

”Hos LHN arbejder vi meget ud fra devisen; frihed under ansvar og for mig betyder det, at jeg kan få meget ud af min dag. Jeg kan lide mit arbejde og nyder og at vi er så gode til at sparre på tværs af afdelingerne”, siger Inger.

Faglige kompetencer

Ejendomsrådgiver

Ejendomshandel

Uddannelse

3-årig handelsskole

Bacheloruddannelsen i ejendomsmæglerfag

Inger Aagaard

Inger Aagaard
Ejendomsrådgiver

Dir. tlf.: 73642926
E-mail: ik@lhn.dk

Få vores nyheder direkte i din indbakke!