Nye regler for at undgå KO-sanktion ved mindre betydelige fejl ved øremærker

Fra 2018 skal du inden for 24 timer dokumentere, at du har rettet op på mindre betydelige fejl ved øremærkning og registrering af dyrene, hvis kontrolløren har fundet sådanne fejl ved kontrollen. Derved undgår du, at fejlen kan komme til at medføre et træk i landbrugsstøtten. Ændringen er en stramning efter påtale fra EU-Kommissionen, men der bliver nu mulighed for at få nulstillet mindre betydelige overtrædelser.

Hvis kontrolløren har fundet mindre betydelige fejl i forbindelse med øremærkerne, fejl i indberetningerne eller i registreringerne på din bedrift, får du fremover en henstilling om at rette fejlen. Du skal desuden dokumentere, at du har rettet fejlen inden for en frist på 24 timer. Kontrolløren oplyser dig om, hvad du skal gøre for at rette fejlen og for at dokumentere det. Det vil også fremgå af det kvitteringsbrev, du får i forbindelse med kontrollen.

Har du overtrådt kravet om, at hændelser vedrørende kvæg skal indberettes til CHR inden for en frist på senest 7 dage, kan du i sagens natur ikke rette op på fejlen. I disse tilfælde er der valgt at indføre en såkaldt ”human error” tilgang (HET). Det er en tilgang, som EU-Kommissionen giver medlemsstaterne mulighed for at anvende, men kun ved for sene indberetninger.

Hvis kontrolløren finder, at under 30 procent af hændelserne på din bedrift er indberettet for sent, vil du i første omgang ikke få en KO-sanktion. Fejlen registreres dog i systemerne. Det betyder, at hvis du indenfor en 3-årig periode igen har for sene indberetninger, vil vi foretage en konkret vurdering af, om vi kan konstatere en positiv udvikling i antallet af hændelser i de senere indberetninger. Vi foretager denne vurdering på baggrund af helt objektive kriterier. Hvis der ikke er en positiv udvikling, altså at vi ikke ser et fald i antal hændelser, eller at du har været hurtigere om at indberette dem, vil du blive trukket 1 % i landbrugsstøtte for overtrædelsen.

Læs mere her

Kilde: Landbrugsstyrelsen


E-mail:

Få vores nyheder direkte i din indbakke!