Pant i betalingsrettigheder skal tinglyses

Betalingsrettigheder kan pantsættes af ejeren, og indtil nu har man som kreditor sikret sig ved at give meddelelse om pantsætningen til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, der nu hedder Landbrugsstyrelsen. 

Vestre Landsret har i en sag fra juli måned 2017 fastslået, at den rigtige sikringsakt ved pant i betalingsrettigheder er tinglysning.

Det betyder, at den kreditor, som har fået pant i betalingsrettigheder hos en landmand, skal sikre sig i forhold til andre kreditorer ved at få pantsætningen tinglyst.  Dette gøres ved at der oprettes et løsøreejerpantebrev, hvori det anføres, at der er givet pant i nogle specifikke betalingsrettigheder. Pantebrevet tinglyses herefter i Personbogen ved Tinglysningsretten.

Hvis ikke denne sikringsakt i form af tinglysning er foretaget, risikerer den pågældende kreditor, at pantsætningen ikke vil skulle respekteres af andre kreditorer, eksempelvis pantsætters konkursbo.

Det anbefales derfor, at man som kreditor sørger for at få tinglyst pantsætninger af betalingsrettigheder.


E-mail:

Få vores nyheder direkte i din indbakke!