Regeringen afsætter mere end 600 mio. kr. i ny pulje til udtagning af lavbund

I dag åbner årets ansøgningsrunde til Klima-lavbundsordningen med en pulje på mere end 600 mio. kr. til gavn for klima, natur og vandmiljø. Puljen rækker til lavbundsprojekter svarende til op mod 5.000 hektar landet over.

Udpluk af nyhed fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt info fra Miljøstyrelsen Klima-Lavbund - Miljøstyrelsen (mst.dk)

Publiceret 2. oktober 2023

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Det er ambitionen i Landbrugsaftalen fra oktober 2021, at 100.000 hektar lavbundsjorder inkl. randarealer skal tages ud af produktion frem mod 2030. Det er ét af de værktøjer, der skal bidrage til at indfri målet om at reducere landbrugets udledning af drivhusgasser med 55-65 procent. I april viste en opgørelse, at der er kommet skub i processen med igangsat udtagning af potentielt mere end 30.000 hektar. Med åbning af en ny ansøgningsrunde i Miljøstyrelsens Klima-lavbundsordning tages endnu et skridt i den rigtige retning.

Regeringen har prioriteret mere end 600 mio. kr. i årets pulje, som nu kan søges af blandt andre landmænd, kommuner og fonde til at hjælpe lavbundsindsatsen endnu bedre på vej. I Klima-lavbundsordningen kan der søges om tilskud til forundersøgelse af, om et areal er egnet og til selve etableringen af projekterne.  

Fakta:

  • Med Landbrugsaftalen fra 2021 blev det besluttet at reducere landbrugets udledning af drivhusgasser med 55-65 procent i 2030 i forhold til udledningen i 1990. Udtagning af 100.000 hektar lavbundsjorder inkl. randarealer udgør en væsentlig del af denne indsats. 
     
  • Udtagning af lavbundsjorder bidrager blandt andet til at mindske landbrugets udledning af drivhusgas. Derudover kan lavbundsprojekter også bidrage til at reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet.
     
  • Seneste opgørelse fra april 2023 viser, at der er igangsat udtagning af ca. 30.400 hektar lavbundsjorder inkl. randarealer. Tallet inkluderer også projekter under forundersøgelse. Udviklingen kan følges på www.udtagning.dk.
     
  • Klima-lavbundsordningen, som åbner nu, hjælper udtagningen på vej ved at give tilskud til blandt andet forundersøgelser, anlæg, projektledelse og kompensation til lodsejerne for arealer, der udgår af drift.
     
  • Der er afsat 626,6 mio. kr., som rækker til at udtage op mod 5.000 hektar lavbundsjorder inkl. randarealer.
     
  • Sidste år blev alle 45 projektansøgninger imødekommet, og der blev i alt givet tilsagn for et tilsvarende beløb til udtagning af 4.934 hektar.
     
  • Klima-lavbundsordningen har eksisteret i to år, og der er foreløbigt givet tilsagn til i alt 78 projekter. Ordningen administreres af Miljøstyrelsen.
     
  • Ud over Klima-lavbundsordningen i Miljøstyrelsen eksisterer der også indsatser i Landbrugsstyrelsen (tilskudsordningen Vand- og klimaprojekter) og Naturstyrelsen (klima-lavbundsprojekter).

Miljøstyrelsen

Klima-Lavbundsordningens primære formål er udtag af kulstofrige lavbundsjorder med henblik på at reducere landbrugets drivhusgasudledning mest muligt.

Tilskudsordningen kan søges af kommuner, lodsejere og fonde og skal ud over CO2-reduktion understøtte natur-, vandmiljø- og øvrige klimaformål. Store projekter med høj andel af kulstofrig jord prioriteres højt – projekter, hvor der gennem ydelsesordningen Multifunktionel Jordfordeling kan opnås større sammenhæng mellem arealer og synergi med andre natur- og miljøindsatser prioriteres dog højest. Dette betyder, at tilskudsordningen har et bredt perspektiv og fokuserer på synergi i udtagningen af lavbundsjorder. Synergi er rettet mod vandrammedirektivet, fuglebeskyttelses- og habitatdirektivet, biodiversitet, beskyttede naturtyper, rent drikkevand, friluftsliv, økologisk landbrug og klimatilpasning.

Næste ansøgningsrunde åbner d. 2. oktober.

 

I kan begynde at screene for nye projekter på udtagningskort.dk

Oversigtskort over alle lavbundsprojekter

På MiljøGIS-siden for Tilskud til vandprojekter kan du se, hvor alle lavbundsprojekter fra Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen og Landbrugsstyrelsen ligger.

Tryk på dette link for at komme til GIS-siden med oversigt over alle lavbundsprojekter i MiljøGIS, hvor du kan se nærmere om de forskellige arealer.

Hvorfor Klima-Lavbundsprojekter?

Jord, der er rig på kulstof, indeholder en høj mængde tørv. Tørv består af delvis nedbrudte plantedele (organisk materiale), der ikke er endeligt nedbrudt pga. manglende adgang til ilt. Den manglende adgang til ilt skyldes, at jorderne er vandmættede. Under landbrugsproduktion drænes jorderne, hvilket medfører en iltning af tørvejorden. Når tørvejorden iltes, sker en nedbrydning af det organiske materiale og dermed sker en udledning af drivhusgasser som CO2 og lattergas. Når der genskabes naturlig hydrologi og jorden igen bliver permanent eller periodevis vådere, standses CO2-udledningen. Jorden iltes ikke længere, og nedbrydningen af det organiske materiale bremses.

 

Udtagningskortet (tidligere Klima-Lavbundskortet)

Hvis du ønsker at undersøge, om dit område er velegnet til et Klima-Lavbundsprojekt, kan du via udtagningskortet på udtagningskort.dk få hjælp til at finde dit område, få gode tips til det gode Klima-Lavbundsområde og indtegne dit område og se om det umiddelbart lever op til ordningens krav. Kortet guider dig til de områder, hvor der umiddelbart er størst potentiale til at opnå en klimagevinst og mest muligt synergi.

Louise H. Riemann

Louise H. Riemann
Miljø- og Naturrådgiver, Udtagningskonsulent

Dir. tlf.: 73642915
Mob.: 24776728
E-mail: lhr@lhn.dk

Læs også mere på Udtagning af landbrugsjorder (lhn.dk) og på www.udtagningskonsulenterne.dk 

Kontakt LHN's udtagningskonsulent Louise Hedegaard Riemann

Miljøstyrelsen afholder online infomøde om ansøgningsrunden onsdag d. 11. oktober kl 14-15. Læs mere på www.mst.dk/lavbund

Få vores nyheder direkte i din indbakke!