Tal pænt om EU

Vi skal tale EU-fællesskabet op, formanende Martin Merrild på EU-konferencen

Landbruget er selv til en vis grad skyld i, at landbrugspolitikken og EU er i miskredit hos befolkningen. Det fastslog Martin Merrild, formand for Landbrug og Fødevarer, på EU-konferencen i Tønder.

-Hver gang vi fortæller en dårlig historie om EU, skal vi fortælle to gode, fortsatte han. -Det er rolle vi må tage virkelig alvorligt.

Og der er gode historier nok. I sær at EU har betydet eksportadgang til et stort indre marked og dermed stigende dansk velstand, påpegede Merrild, der mindedes, hvordan hele snakken i hans barndom gik på mulighederne for at få markedsadgang. Medlemskabet af EF/EU var derfor et kæmpegennembrud for Danmark.

På den baggrund kaldte Martin Merrild det uhyggeligt at se den protektionisme og trang til isolation, som breder sig både med Trump i USA og i europæiske kredse med Brexit i front.

-Det var holdninger, vi tidligere fandt på de yderste fløje, understregede han. -Men modstanden har nu bredt sig til midten at europæisk politik. Det var en stor skuffelse for mig at se, hvordan man har stemt nej til en frihandelsaftale med Canada. Et land vi ellers er tæt forbundet med.

I den efterfølgende debat afslørede Martin Merrild, at han havde gennemgået et holdningsskift. Fra at markedet skal regulere sig uden politisk indblanding - til et både-og. 

-Når man ser hvor hurtigt markedet kan reagere på grund af de sociale medier giver, det mig nu en vis tryghed, at politikerne spiller en vis rolle. Dem kan man forhandle med, det kan man kikke med de sociale medier, sagde han.

I øvrigt mente han, at de grønne organisationer og ngo’er har alt for let adgang til at sætte en katastrofe-dagsorden.

-Jeg så gerne man politisk satte EU-penge af, vi kunne bruge til arbejdet med at levere den saglighed, der mangler, sagde Martin Merrild.

Martin Merrild efterlyste penge fra politikerne til at tage kampen op med de sociale mediers katastrofedagsorden

EU Konference i Tønder

Få vores nyheder direkte i din indbakke!