Øbonden fra Aarø

Publiceret 3. november 2021

Vi skal til Aarø denne gang for at besøge øbonden Marc Nebel og vi tager den lille færge fra Årøsund. Aarø har ca. 155 beboere, som dog bliver lidt forøget om sommeren, hvor turisterne kommer til. Den ligger i Lillebælt ved udmundingen af Haderslev Fjord, 1,5 km fra fastlandet og sejltiden er ca. 8 minutter.

Marc er gift med Mette og der er 4 børn i familien i alderen 8 til 15 år. Mette arbejder som pædagog og tager derfor færgen til fastlandet hver morgen, når jobbet skal passes. Det samme gør Marc, som også passer et fuldtidsjob som operatørmedarbejder på malteriet Fuglsang.

Morgenstund har guld i mund

Det bliver til mange ture for dem begge, når børnene skal til køres til fritidsaktiviteter eller når Marc skal hente reservedele, maskiner eller på værksted med det maskineri, han ikke selv kan reparere.

-Jeg er og bliver øbonde og selvom jeg kan lide mit job på Fuglsang, så er arbejdet her på øen min livsstil. Jeg trives simpelthen ikke inde i byen, men nyder til gengæld det travle øbondeliv, naturen og mine kreaturer af racen Galloway, fortæller Marc der overtog Aarøgård i 2007.

Marc er 4. generation på Aarøgård og er opvokset med landbrug, hvor han som barn hjalp med at drive de 22 malkekøer ind, fodre dem, pløje og hvad der nu dukkede op af forfaldent arbejde til drengen, der også skulle passe sin skolegang i Øsby.

-Vi var fire drenge på øen, så efter skole var det bare med at komme hjem, hjælpe til på gården eller ud med bedstefar, der udover at være landmand også havde job som inseminør. Om sommeren var der gang i den på campingpladsen og vi var tit dernede om aftenen, når der var fest og musik, så det hændte ofte, at vi ikke fandt vores senge før de tidlige morgentimer. Jeg blev altid vækket med et ”Morgenstund har guld i mund”, og kom man ikke op første gang, så var det ikke guld der ventede, men et glas vand i hovedet. Det var tider, siger Marc og griner.

Rådgivning skal være enkel og præcis

Familien har brugt LHN i 40 år og har fået lavet regnskab ved LHNs regnskabsassistenter Hildegart Iversen og Kirsten Petersen samt gødningsregnskab i de senere år ved planteavlsrådgiver Lise Moeskjær.

-Jeg kan godt lide at komme i huset og deltager gerne i diverse kurser eller hvis der et arrangement, som jeg synes er spændende. Noget af det jeg allerbedst kan lide er, når rådgivningen er enkel og præcis. Det får jeg ved LHN, så derfor er jeg blevet hængende efter jeg overtog ejendommens drift. Jeg driver 37 hektar plus lidt forpagtning og da der altid er nok at rive i herhjemme, trives jeg bedst med, at rådgiverne har styr på det administrative, siger Marc.

Marc startede som økolog i 2007, da han overtog driften og var det i 7 år, inden han blev konventionel landmand pga. de store udfordringer der lå i at skaffe gødning nok.

-Det blev for stort et problem at skaffe nok økologisk gylle og mine marker var faktisk radmagre med alt for lidt udbytte til de 37 kreaturer. Det kneb simpelthen med at skaffe foder nok og jeg valgte derfor at blive konventionel i 2014. Først efter cirka et år kom der rigtig gang i afgrøderne.

I dag går mine kreaturer på græsmarker, der sagtens kan brødføde dem året rundt også om vinteren, hvor de dog får lidt tilskudsfoder og kan gå i læ i deres læskure, fortæller Marc.

Når gæster ikke bare er gæster

På ejendommen dyrkes der derudover hvede og byg, som sælges i høst og på et lille areal dyrker Marc kartofler, som bruges i Aarøgårds café og til videresalg på øen. Han lægger ruser ud og får fanget ål, som tilberedes på grillen hjemme eller nede ved stranden.

-Vi har gæster boende på Aarøgård og nogle af dem er kommet her gennem 40 år. De er næsten fast inventar og hjælper til med diverse forefaldende arbejde som eksempelvis at reparere en port. Før hjalp de til i roerne, men det har jeg ikke mere. Jeg kan lide at fortælle mine gæster om landmandslivet og viser dem gerne hvordan man slagter. Det er dog ikke alle der klarer det lige godt, men til gengæld elsker de, når vi spænder vognen for og kører ned til stranden for at tilberede og grille egne produkter, fortæller Marc.

Hjælp til selvhjælp

Det lille fastboende bysamfund på øen er på mange måder selvkørende og der arbejdes efter hjælp til selvhjælp-princippet. Der er mange turister om sommeren og nok at se til, men der er også mange andre opgaver at se til resten af året.

-Vi hjælper hinanden med at holde tingene ved lige bl.a. frivillig strandrensning og containerdage. På containerdage hjælper vi især de ældre med at få ryddet op i garager, udhuse og i haven. Læsset smides i containeren, der er blevet stillet til rådighed nede på havnen. Når vi har ryddet op et sted, giver det tit en øl, så det er en rigtig skidt dag for chaufføren, fordi han jo skal køre, men vi andre hygger, fortæller Marc og griner.

Det er ikke bare fuldtidsjob hos Fuglsang, arbejdet i marken, gæster på Aarøgård, strandrensning og containerdage, der optager Marcs tid.

-Jeg føler mig som bonde, elsker at få noget til at gro og er stolt af mit erhverv som øbonde. Det giver mig lyst til at deltage i frivilligt arbejde her på øen. Vi hjælper begge til med almindelig vedligehold bl.a. også at holde legepladsen i orden.

Jeg er frivillig brandmand og kan yde akut førstehjælp og vi har vi afgivet et lille stykke jord, så redningshelikopteren kan lande, hvis der er behov for dette, fortæller Marc.

Når man spørger Marc om et godt råd til en ung og måske kommende selvstændig landmand, er han ikke i tvivl. -Hold af det du laver og gør det ikke for pengenes skyld. Det er lysten, evnen og arbejdsomhed der driver værket og kan man starte i det små, så gør det. Tiden vil vise, om valget som selvstændig var det rigtige, siger Marc.

Hold af det du laver og gør det ikke for pengenes skyld. Det er lysten, evnen og arbejdsomhed der driver værket og kan man starte i det små, så gør det. Tiden vil vise, om valget som selvstændig var det rigtige.
Få vores nyheder direkte i din indbakke!