Et stift blik på økonomien

LHN bruger flere værktøjer for hele tiden at kunne kortlægge landmændenes økonomi

Landmændene i LHN-regi har i gennemsnit en bedre indtjening end deres kolleger. En del af forklaringen er, at foreningens driftsøkonomirådgivere har blikket stift rettet på bedriftens indtjening.

Og her er fraktilanalyser et af værktøjerne. Til forskel fra benchmarking, der tager udgangspunkt i sammenligninger på hele bedrifter eller driftsgrene, bygger fraktilanalyser på enkelte målepunkter, forklarer driftsøkonomirådgiver Rasmus Jørgensen.

Fraktilanalyserne viser relevante nøgle- og regnskabstal og inddeler dem i grupper med stærk konkurrenceevne (=den bedste 1/3), stærkt forbedringspotentiale og middelniveau.

Det er ikke de samme bedrifter, der ligger blandt de fem bedste i alle kategorier, men det er de bedste 5 pct. på den pågældende variabel. Selv om man ligger forrest på et af områderne, kan man godt blive bedre på området. Et godt værktøj, kalder Rasmus Jørgensen fraktilanalysen, fordi skemaet er langt mere overskueligt for landmanden end lange talkolonner. Han understreger, at ganske vist kan skemaet vise, om landmanden ligger dårligt på skalaen, men ikke hvorfor.

-Fraktilanalysen viser forbedringsmulighederne, men giver ikke årsagssammenhænge, pointerer han.

Ikke bare godt nok

Fraktilanalysen kan altså ikke stå alene, påpeger Rasmus Jørgensen, da man ikke kan aflæse om f.eks. høje arbejdsomkostninger pr. enhed skyldes landmandens bevidste fravalg af automatisering, logistik på ejendommen eller anvendelsen af et staldanlæg på ejendom nr. 2 eller 3. Kravet til dækningsbidrag og fremstillingsprisen er meget sigende måltal, der fortæller hvor meget landmanden skal have i dækningsbidrag eller i mælkepris, før han kan spare op eller investere.

-Hensigten med fraktilanalysen er at give landmanden blod på tanden til at forbedre sin indtjening, pointerer driftsøkonomirådgiveren. –Den henvender sig ikke til landmænd, der er tilfredse med »godt nok«.

Vigtigt måletal for banken

Et målepunkt i fraktilanalysen er af stor betydning for banken. -Det gælder fremstillingsprisen pr. enhed, siger Rasmus Jørgensen. -Jo bedre kunden ligger på det punkt, des bedre mulighed for høj indtjening og evne til at klare perioder med lav notering, uden der skal tilføres ny likviditet.

En evne banken vægter mere og mere. Her kan fraktilanalysen bruges til at finde landmandens placering på skalaen, og dernæst til at afdække, hvor der kan sættes ind for at gøre ham mere konkurrencedygtig – og attraktiv i bankens øjne.

Business Check

Artiklen er bragt i LHN Magasinet maj 2017 - se mere her

Bliv ringet op

Få en uforpligtende snak med en af vores rådgivere.


E-mail:

Få vores nyheder direkte i din indbakke!