Landmænd og frivillige sikrer over 1 million gåture i 2023

Skabt i samarbejde mellem private lodsejere og frivillige kræfter er formålet med SPOR at skabe adgang til oplevelser i naturen for alle.

Publiceret 3. januar 2024

Nyhed fra Landbrug & Fødevarer - lf.dk

Kalk Kaminoen, Skudestien og Egtvedpigens Grav. Det er bare tre ud af 350 stier fordelt på 1.500 km over hele Danmark, som partnerskabet SPOR har etableret.
SPOR, der er trampestier skabt i samarbejde mellem private lodsejere og frivillige kræfter, tilbyder alle mulighed for at få motion, frisk luft og nye naturoplevelser.

Og danskerne tager gerne vandrestøvlerne på og begiver sig ud på nye stier. Nye tal fra SPOR viser, at de 350 stier tilsammen har haft mere end 1 mio. besøgende i 2023.

SPOR har eksisteret siden 1997 og er støttet af Nordea-fonden, Landbrugslotteriet og Landbrug & Fødevarer.

Hos Landbrug & Fødevarer glæder viceformand Lone Andersen sig over, at så mange danskere benytter sig af sporene.

-Det er dejligt, at mange kan få en god naturoplevelse og mulighed for at opleve sider af den danske natur, som ellers ikke er tilgængelig for offentligheden, og hvor landmænd og andre lodsejere stiller jord til rådighed. Derudover ved vi, hvor sundt det er for krop og sjæl at gå i naturen. Naturen er for alle og med SPOR arbejder vi kontinuerligt på, at give endnu flere danskere adgang til nye naturoplevelser, siger hun.

Et af de nyeste Spor er Skudestien i Tornby, som H.K.H. Kronprinsesse Mary indviede i august 2023. Skudestien er det fjerde SPOR i Tornby, og på denne nye rute kommer de vandrende forbi historiske fortidsminder, smuk natur og en gammel købmandsgård.

Et af de mest populære i 2023 er Kalk Kaminoen, der er en ca. 30 km lang vandrerute, som går fra Stoholm, via Kongenshus Hede til Skelhøje syd for Viborg.  

Stierne i SPOR er skabt af frivillige ildsjæle og bliver lavet på baggrund af frivillige aftaler med lodsejere om at tillade vandrestier på deres jord. Det vil typisk være frivillige kræfter, som vedligeholder stierne og sørger for at deres lokalområde har adgang til oplevelser i naturen.

SPOR arbejder for at fremme dialogen mellem brugerne af sporet og lodsejerne. De markerede spor er med til at give brugerne nye oplevelser, øge kendskabet til naturen og skabe interesse og forståelse for alt det man kan i naturen.

Ruterne under SPOR kan være alt fra korte forbindelsesstier til lange vandrerute og der er lidt for en hver smag – alle ruterne kan findes på spor.dk

Hvad betyder det for mig som landmand?

-SPOR arbejder for, at den danske natur bliver åbnet op for offentligheden, så flere kan få glæde af den. SPOR er støttet af Nordea-fonden, Landbrugslotteriet og Landbrug & Fødevarer.

-De private lodsejere og de frivillige kræfter er en stor og afgørende faktor for, at SPOR har nået over 1 million gåture i 2023.

-At fremme dialogen mellem brugerne af sporet og lodsejerne er en af de vigtigste opgaver for SPOR.

Projektleder, SPOR & Brandingrådgiver

Charlotte Bie Sonnichsen

chas@lf.dk

Få vores nyheder direkte i din indbakke!