Online medlemsmøde med Michael Svarrer

Publiceret 20. februar 2024

Svarer-udvalget (ekspertgruppen for grøn skattereform) vil den 21. februar aflevere deres rapport med anbefalinger til en grøn skattereform. Anbefalingerne er et input til arbejdet i Grøn trepart. 

Landbrug & Fødevarer inviterer alle medlemmer til at deltage i et webinar den 23. februar kl. 11.00, hvor formanden for ekspertgruppen for en grøn skattereform, Michael Svarer, vil sætte ord på indholdet af rapporten. 

På webinaret vil du møde

• Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer

• Michael Svarer, formand for ekspertgruppen for en grøn skattereform

• Martin Kristian Brauer, cheføkonom og områdedirektør i Landbrug & Fødevarer

 

Tilmeld dig her 

 

Af Søren Søndergaard, formand, L&F

Publiceret 21. februar 2024

Svarer-rapporten bekræfter: Stor politisk opgave venter

Så kom den længe ventede Svarer-rapport. Udvalget har været på en vanskelig, for ikke at sige umulig, opgave. Som professor Michael Svarer også selv har konstateret, er der ingen andre lande at lade sig inspirere af. Og det er – som I alle ved - noget helt andet at tale om afgifter på biologi kontra diesel.

Når man sammenholder Svarer-rapporten med regeringsgrundlaget, er det da også soleklart, at der stadig udestår et meget stort politisk arbejde.

Behandlingen og diskussionen af de enkelte modeller og elementer hører til i treparten, og jeg er selvfølgelig opmærksom på, at vi ikke fjerner grundlaget for investeringer i erhvervet. En høj afgift, som pålægges selv de mest klimaeffektive landmænd, vil være i modstrid med ambitionen om at sikre arbejdspladser, konkurrenceevne og grøn omstilling af vores stærke danske fødevareproduktion.

Der er god grund til at være bekymret. Det handler om vores indtægts- og investeringsmuligheder. Vores virksomheder. Livsgrundlag. Hele vores fremtid. Men i den kommende tid skal vi minde hinanden om, at Svarer-rapporten er et fagligt indspark til en politisk proces – og ikke regeringens politik.

Mit fokus er på at være en konstruktiv deltager i den grønne trepart og have fokus på resultater, vores erhverv kan bruge mange år frem. Vi skal også huske, at når flere af vores kollegaer i Europa demonstrerer, skyldes det ofte, at de netop ikke sidder med ved bordet eller har en åben dialog med politikerne.

Treparten bliver unægtelig en af mine sværeste forhandlingsopgaver som formand for Landbrug & Fødevarer. Men også en af de vigtigste. For det er vores bedste mulighed for indflydelse – med vores faglighed i den ene hånd og regeringsgrundlaget i den anden.

Få vores nyheder direkte i din indbakke!