Vi kan og må ikke tillade det - sikkerheden i landbruget på katastrofal kurs

Statistikken for arbejdsulykker i landbruget i 2016 viser en stigende trend, som er helt uacceptabel. Der skal handles nu.

 

På LHN´s generalforsamling tirsdag den 28. februar var LHN formand Jørgen Popp Petersen rundt om mange landbrugsaktuelle emner – et af dem var ”Sikkerhed i landbruget”.

-Vi kan ikke tillade os at lade den katastrofale stigning i antallet af arbejdsulykker i landbruget gå ubemærket hen, der skal handling til nu, således Jørgen Popp Petersen. – Sikkerhed i landbruget er for de fleste ikke et specielt populært eller interessant tema, det skal vi have ændret – temaet skal opprioriteres og i fokus, sagde formanden - vi kender alle kolleger, som er kommet alvorligt til skade eller er blevet dræbt som følge af arbejdsulykker på bedriften. Alt sammen tragedier som burde have været undgået.

Motivationen til at gøre noget ved det bør være let at fine. Ingen landmand ønsker at opleve ulykker på sin bedrift og landbruget som erhverv kan kun have interesse i at undgå det negative billede af landbruget som arbejdsplads, som statistikken projekterer ud i samfundet. –Hvis vi skal overbevise de unge mennesker om, at landbruget har fremtid, må det ikke være den farligste arbejdsplads overhovedet, som vi kan tilbyde de unge mennesker, udtalte Jørgen Popp Petersen.

 

En anden af LHN formandens fokuspunkter var EU. – Jeg håber, at Brexit var og er et ”wake up call” for mange EU-borgere og politikere. Selvom det desværre helt tydeligt er protektionistiske og nationalistiske tendenser, som har medvind lige nu, således Jørgen Popp Petersen. Men fremtiden ligger ikke i fortiden og i årtier har EU været en garanti for fremskridt igennem sikkerhed, velfærdsudvikling samt demokratiske værdier og ikke mindst igennem den fælles landbrugspolitik, som har sikret en tilstrækkelig mængde af sikre og mangfoldige fødevarer, sagde Popp Petersen.

-Fra 2020 skal vi have ny EU landbrugsreform og denne skal gerne afspejle tidsånden. En tidsånd hvor EU i endnu højere grad skal sikre, at der er en forståelse for og i vid udstrækning en generel accept af de rammer, som EU sætter for sine borgere. De grønne i EU er ude af trit med den tidsånd, når de til stadighed forsøger at finde nye grønne fokuspunkter og sætte nye grønne mål indenfor rammerne af den europæiske landbrugspolitik, således Popp Petersen. –Driv miljøpolitik ét sted, nemlig der hvor den hører hjemme: Indenfor rammerne af den europæiske miljølovgivning.

 

-2016 har været endnu et turbulent år, som har ført mange forandringer med sig – også indenfor landbrugsrådgivningen. I sådan et marked er det bestemt ikke en selvfølge, at man kan klare sig som lille landboforening og rådgivningshus. Med megen flid, snilde, forandringsparathed og energi er det lige præcis det, LHN’s medarbejdere med direktør Tage Hansen for bordenden er lykkes med og de har endnu engang også leveret et fint økonomisk resultat, sluttede Jørgen Popp Petersen.

 

Efter generalforsamlingen bød aftenen på to spændende indlæg med en efterfølgende interessant diskussion. Indlægsholdere var kredsformand Wolfgang Stapelfeldt, Kreisbauernverband Südtondern, Bauernverband Schleswig-Holstein og chefanalytiker Karl Christian Møller, Danish Crown.

 

Årets generalforsamling var uden valg til bestyrelsen.

 

Yderligere oplysninger ved

Formand Jørgen Popp Petersen, tlf. 2142 9074

 


E-mail:

Få vores nyheder direkte i din indbakke!