Udegående dyr

Dyr, der går ude hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, skal som udgangspunkt være forberedt på og egnet til at være udegående. Det vil sige, at dyrene som udgangspunkt skal:

  • Have et kraftigt og tæt hårlag eller en tæt fjerdragt
  • Være i godt huld og tildeles supplerende foder, så det gode huld opretholdes hele vinteren
  • Have adgang til frisk drikkevand
  • Have adgang til græsdækkede arealer, der i størrelse er afpasset til antallet af dyr
  • Adgang til læskur eller bygning, hvor alle dyr samtidig kan hvile på et tørt, strøet leje.
  • Muligheden for adgang til læskur eller bygning kan helt undtagelsesvis fraviges under visse naturforhold.

Hvornår er det vinter?

Ved vinterperioden menes månederne december, januar og februar. Perioder med vinterlignende vejr ses ofte i månederne november og marts, men der kan også være perioder med vinterlignende vejr tidligere på efteråret og i forårsmånederne.

For heste, malkekvæg og afkom af malkekvæg gælder også nogle mere specifikke regler for dyr, der går ude hele døgnet.

Heste

Heste, der går ude i mere end 12 timer i døgnet i vinterperioden eller i perioder med vinterlignende vejr, skal, jf. Lov om hold af heste, have adgang til et læskur eller bygning, hvor alle heste samtidig kan hvile på et tørt strøet leje.

Krav til læskur eller bygning til udegående heste

Størrelsen af læskuret eller bygningen følger de generelle krav til opstaldning af heste. Gulvarealet i læskure til udegående heste svarer til arealkravene for gruppeopstaldning og skal være mindst (2,0 x hestens stangmål)2 for de første fire heste. For hver yderligere hest skal der være mindst (1,7 x hestens stangmål)2.  

For hesteracerne islandsheste og shetlandsponyer (7/8-rene racedyr) kan kravet om adgang til læskur eller bygning under visse forudsætninger fraviges, jf. bekendtgørelsen om udegående heste.

Kvæg og får

Kvæg skal opfylde ovennævnte generelle krav. Der er ikke længere lempede forhold for særlige racer af kvæg, men reglerne gælder for alle racer.

Får skal – ifølge Dyreværnsloven – behandles omsorgsfuldt og sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.

Kravet om sikring mod vejr og vind gennem adgang til læskur eller bygning gælder ikke for får, der efter Dyreværnsrådets og Det Veterinære Sundhedsråds opfattelser generelt anses for særligt hårdføre, forudsat, at de tilses dagligt og er forberedt på at gå ude. Det er Fødevarestyrelsens vurdering, at får skal have adgang til et tørt leje, hvor alle dyr kan hvile samtidig.

Kilde: FlexNyt uge 44

 


E-mail:

Få vores nyheder direkte i din indbakke!